AKT 4
SCENE EN
(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en damp yacht med norsk og amerikansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang. Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cutton, Monsieur Ballon samt herrene v. Eberknopf og Trumpererstråle ifærd med at slutte måltidet)
Drik, mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk-. Hvad må jeg byde?
Du er superb som vært, broer Gynt!
Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart -
Very well;
en skål for alle fires held!
Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
hos mænd, der lever en garçon,-
et visst, jeg ved ej hvad -
Et vift,
ek skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever fordem bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, monsieur; så var det ment?
Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.
Ej, was! Det sprog er og så stivt.-
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil -
Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?
Men denne for-og-i-seg-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid -
Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær,-
hun var af kongelige familje -
Af kongelig?
Af disse ætter,
De ved nok-
Disse adelstroll!
Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.
Gik så affæren overstyr?
Familjen var imod partiet?
Nej, tvertimod!
Ah!
(skånsomt).
De forstår;
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er visse dele kræsen
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
så trak jeg mig med anstand ud, -
gav afkald på hans ultimatum -
og afkald på min unge brud.
(trommer på bordet og synger andægtig)
Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøstig at vide.
Og dermed sagen var forbi?
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
med syv av dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldri glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held,
Det kostet blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.
De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldri ender med at famle,
forstår De alt til et at samle.
Med samme norm De alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning.-
Og De har ingenting studeret?
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært,
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og side ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jegtaget stykkevis;
thi mere fik jeg aldri tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge
Se, det er praktisk
(tænder en cigar).
Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidsnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde -
Hvad gjaldt trafiken?
Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.
Fi donc!
For tusend, farbroer Gynt!
De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fant den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det "overtvert" jeg kan ei lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekvenserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Dessuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene,-
fik efterhånden gråsprengt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tankt dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne
som strømper, bibler, rum og ris -
Ja, mod profit?
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over købt,
de fik en kilier grundigt døbt,
vå virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldri brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.
Nå, men de afrikanske varer?
Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Men ved jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene!
Så købte jeg mig land i Syden,
beholdt den siste kødimport,
som også var af prima sort.
De trived, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Je, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer,-
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påstå strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.
Nu deforuden af dele
jeg har mig ganske trukket ud;-
jar har plantagen samt den hel
besætning solt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt,-
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.
(klinker med ham).
Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!
(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.
Hvad for øgle, dyre den?
En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.
(drikker igen)
Hvad hele vove-kunsetn gælder,
den kunst, at eje dådens mod,-
der er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder,-
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag,-
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den therori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.
De er jo norsk?
Aj fødsel, ja!
Men verdsborger af gemyt.
For hvas jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra frankrig fik jeg mine veste,
min holding og min skærv af ånd,-
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik en sending,-
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.
(hæver sit glas).
Ja, svenske stålet -!
Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begyner at blive hed i hovedet.)
Alt dette er såre godt;-
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.
(smilende).
Hm; gøre? Hvad?
(rykker nærmere).
Ja, lad os høre!
Nu; for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner som mit guldkalv-alter-
Højst vittigt sagt!
Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er -?
At blive kejser
Hvad?
(nikker).
Kejser!
Hvor?
I hele verden.
Hvorledes, ven -?
Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire,-
og dratted ned på alle fire.
Men målet, venner, stod ved magt.-
Det er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der,- eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.
Men hvad er da det gyndske selv?
Den verden bag mit pandehvæl,
som gør at jeg er ingen anden,
en mig, så lidt som Gud er fanden.
Nu skønner jeg, hvorhen det siger!
Sublim som tænker!
Høj som digter.
(i stigende stemning).
Det gynske selv,- det er den hær
af ønsker, lyster og begær,-
det gynske selv, det er det hav
af infald, fordringer og krav,
kort alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg behov for guldet,
skal jeg som kejser ta'e mig ud.
Men guldet har De!
Ikke nok.
Ja, måske for en to-tre etmål,
som kejser á la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en bloc,
vil være Gynt på hele kloden,
Sir Gynt fra toppen og til roden!
(henreven).
Besidde verdens første dejlighed!!
Al hundredårs Johannisberger!
Og alle Karl den tolvtes værger!
Men først en profitable lejlighed
til transaktion -
Den er alt funden;
og dertil var vor ankring grunden.
Iaften farten står mod nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig nyhed -!
(rejser sig med hævet glas)
Det er, som lykken uden ophør
bær hjælp til den, der selv har kryhed -
Nu? Sig os -!
Hellas er i oprør.
(springer op).
Hvad! Grækerne -?
Har rejst sig hjemme.
Hurra!
Og tyrken er i klemme!
(tømmer glasset)
Til Hellas! Ærens port står åben!
Jeg hjælper med mit franske våben!
Og jeg med opråb - på distance!
Jeg ligeså - leverance!
Gå på! Jeg finde skal i Bender
de verdenskendte sporespænder!
(falder Peer Gynt om halsen).
Tilgiv mig, ven, at jeg en stund
har miskendt Dem!
(trykker hans hænder).
Jeg dumme hund,
jeg holdt Dem hartad for en slyngel!
Det er for stærkt; kun for en nar -
(vil kysse ham).
Jeg, farbror, for et exemplar
af Yankee-pakkets værste yngel -!
Forlad mig -!
Vi har alle famlet-
Hvad snak er det?
Nu ser vi samlet
i glans den hele gytske hær
af ønsker, lyster og begær -!
(beundrende).
Så det var monsieur Gynt at være!
(ligeså).
Det er at være Gynt med ære!
Men sig mig dog -?
Forstår De ej?
Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!
Hvorledes? Går ej Deres vej
til Grækerne med skib og penge -?
(blæser).
Nej, mange tak! Jeg støtter styrken
og låner pengene til Tyrken.
Umuligt
Vittigt sagt, men spøg!
(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine).
Hør, mine herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste rest
af venskab blaffrer bort i røg.
Hvo intet ejer, letvindt vover.
Når man af verdenråder knapt
den stribe muld man skygger over,
man til kanonmad er som skabt.
Men står man berget på det tørre,
som jeg, da er ens indsats større.
Gå De til Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger stridens brand,
desbedre kan jeg buen spænde.
Slå smukt for frihed og for ret!
Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt;-
og slut med hæder Deres dage
på Janitscharens lansestage.-
Men hav mig undskyldt.
(slår på lommen)
Jeg har mynt
og er mig selv, Sir Peer Gynt.
(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hængekøjerne skimtes.)
Den svinske karl!
Ej sans for ære -!
Å, æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm profit
for os, hvislandet slog sig frit -
Jeg så mig alt som sejervinder
i kreds af skønne Grækerinder!
Jeg så i mine svenske hænder
de heltestore sporespænder!
Jeg mit uhyre fædrelands
kultur så spredt til lands og vands -!
Det værste tab er det reelle.
Goddam! Jeg kunde tårer fælde!
Jeg så mig som Olympens ejer.
Hvis berget svarer til sit ry,
så må der findes kobberlejer,
som kunde tages op påny.
Og dertil denne elv, Kastale,
hvorom der går så megen tale,
med fald på fald, beregnet lavt
til mer end tusend hestes kraft -!
Jeg går endda! Mit svenske sværd
er mer end Yankee-guldet værd!
Måske; men, ind i rækken stukne,
vi vil i massens mængde drukne;
og hvor blir så profitien af?
Fordømt! Så nær ved lykkens tinde;-
og så at standse ved dens grav!
(med knyttet hånd mod fartøjet).
Hin sorte kiste slutter inde
nabobens gyldne negersverd -!
En kongstanke! Fort! Afsted!
Hans kejserdom er om en hals!!
Hurra!
Hvad vil De?
Vinde magten!
Besætningen er let tilfals.
Ombord! Jeg annekterer yachten!
De - hvad -?
Jeg kniber alt iflæng!
(går ned til jollen)
Da byder mig mit eget tarv
at knibe med.
(går efter)
Det er en skarv!
Et keltringstykke -! Men - enfin!
(følger de andre)
Jeg får vel følge dem på færden,
- men protesterer for alverden -!
(går efter)
