Tilbake

Peer Gynt

av Henrik Ibsen

Henrik Ibsen

AKT 4

SCENE SEKS

(Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)

PIGERNES KOR

Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldri fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

ANITRA

Hans ganger er mælken, den hvide,
som trømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler.
Gennem ørken han kom.
Guld og perle sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham for aumum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom;-
han har selv forkyndt det!

PIGERNES KOR

Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

(Pigerne danser under dæmpet musik)

PEER GYNT

Jeg har læst på tryk-og satsen er sand-
"ingen blir profet i eget land".-
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlstowns redre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag;-
jeg følte mig aldri hjemme i laget,
og aldri rigtig som mand af faget.
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej;-
det traf sig så; det er hele tingen.-
Vær sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen.-
Profet; se, det er en klarere stilling.
Da ved man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ei til panten og bevilling.-
Profet: ja, det er noget for mig.
Og jeg belev det så inderlig uforvarende,-
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmen ikke min agt at bedrage-;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre-;
det hele er, så at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situasjonens herre.

ANITRA

(nærmer sig fra indgangen).

Profet og hersker!

PEER GYNT

Hvad vil min slavinde?

ANITRA

Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt-

PEER GYNT

Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt,-
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt - hm! Jeg mener syndet, mit barn!-
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

PIGERNE

(dansende).

Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!

PEER GYNT

(idet hans øjne følger Anitra under dansen).

Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har nogen extragavante former,-
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun,-
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behanger,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir mnan for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skremmende gammel;-
det middels gør vammel.-
Hendes fødder - de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse--
Anitra, hør her!

ANITRA

(nærmer sig).

Din slavinde har hørt!

PEER GYNT

Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset;-
jeg gør dig til Houri i Paradiset!

ANITRA

Umuligt, herre!

PEER GYNT

Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

ANITRA

Men jeg har ingen sjæl.

PEER GYNT

Så kanst du få!

ANITRA

Hvorledes, herre?

PEER GYNT

Det må jeg forstå;-
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste.-
Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste.
Sandt nok,- du vil aldri komme til at stikke
synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke;-
men, skidt; det kabn også være det samme;-
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme--

ANITRA

Profeten er god--

PEER GYNT

Du nøler? Tal!

ANITRA

Men jeg øsnker heller-

PEER GYNT

Snak væk uden dvælen!

ANITRA

Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen;-
giv mig heller-

PEER GYNT

Hvilket?

ANITRA

(peger på hans turban).

Hin skønne opal!

PEER GYNT

(henrykt, idet han rækker hende smykket).

Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og, som der står hos en agtet forfatter:
"Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!"


From the homepage of Espen Joranger