AKT 5
SCENE SEKS
(Natt. Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.)
(Peer Gynt løber over moen.)
Aske, skodde, støv for vinden,-
her er nok at bygge af!
Stank og råddenskab for inden;
alt ihob en kalket grav.
Digt og drøm og dødfødt viden
lægger fod om pyramiden;
over den skal værket højne
svig med trappetrinn af løgne.
Flugt for alvor, sky for anger,
som et skilt på toppen pranger,
fylder domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(Lytter)
Hvad for gråd af barnerøster?
Gråd, men halvt på vej til sang. -
Og for foden triller nøster -!
(Sparker)
Væk! I gør mig stien trang!
(på jorden).
Vi er tanker;
du skulde tænkt os;-
pusselanker
du skulde skænkt os!
(går udenom).
Livet har jeg skænkt til en;-
det blev fusk og skæve ben!!
Tilvejrs vi skulde
som skakende røster,-
og her må vi rulle
som grågarns-nøster.
(Snubler).
Nøste! Dit fordømte drog!
Spænder du for faer din korg??
(Flygter)
(flyver for viden).
Vi er et løsen;
du skulde stillet os!!
Se, hvor døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædet os
i alle bugter;
vi fik aldri spredt os
som krans om frugter.
Fåfængt var dog ej jer fødsel,-
læg jer stilt og tjen til gødsel.
Vi er sange;
du skulde dunget os!-
Tusende gange
har du knuget og tvunget os.
I din hjertegrube
har vi ligget og ventet;-
vi blev aldri hentet.
Gift i din strube!
Gift i dig, dit dumme stev!
Fik jeg tid til vers og væv?
(skyder snarvej)
(drysser fra grenene).
Vi er tårer
der ej blev fældte.
Isbrod, som sårer,
kunde vi smelte.
Nu sidder brodden
i bringen lodden;-
såret er lukket;
vor magt er slukket.
Tak;-jeg græd i Rondesvalen,-
fik dog lige fuldt på halen!
Vi er værker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
På yderste dagen
vi kommer i flok
og melder sagen,-
så får du nok!
Kæltringstreger! Tør I skrive
mig tilbogs det negative??
(haster afsted)
(langt borte).
Tvi, for en skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, gut;-
stygt har den æltet mig.-
Galt har du kørt mig.
Peer, hvor er slottet?
Fanden har forført dig
med kæppen i kottet!
Bedst, en stakkar vær sig skynder.
Skal en bære fandens synder,
må en snart i bakken segne;-
de er tunge nok, ens egne.
(løber)
PGENG
